Tur referat ...

Turleder referat ...

Familietur til Westendorf 2017/2018

Familieturen til Westendorf i Østrig.   10-17 februar 2018 (uge 7).

Turen er afholdt. Klik her for at se tur-referat og her for at læse tur-lederens referat.


UGE 7, 2018
Familieturen indtager igen Westendorf

OBS! Kun enkelte pladser tilbage i bussen. Check evt. med turlederen om der er plads før tilmelding.

Populær tur for hele familien, barn, ungdom og voksne!

Glostrup Skiclubs årlige Familietur i uge 7, er en virkelig populær skiferie for store og små. Turen arrangeres på 11. år af Christina og Ernst, som byder alle velkommen på behagelige Bichlingerhof i Westendorf.

Ugens program har gennem årene udviklet sig til det gode koncept, hvor der er noget for alle, fra undervisning til hygge. Tilbuddene spænder godt fra ski og snowboard til konditorkager og svømmehal, og arrangørerne høster stor ros fra både børn og voksne. Nyeste tiltag er et ungdomshold, så få meldt jer alle sammen til, og glæd jer til uge 7!

Mange har været med i flere år, nogle et par år, og andre har lige opdaget muligheden, og er allerede klar i kulissen til at melde sig, - og som altid tages der altid godt imod nye, som hurtigt bliver en del af ’Familien’. Deltagere er forældre/enlige med børn, bedsteforældre med børnebørn og voksne uden børn. Generelt er der plads til alle, der vil nyde en skiferie med hygge og samvær, gamle og nye skiferie-venner og oplevelser på bjerget og i sneen.

Så kom med til hyggelige Westendorf med det kæmpe skiområde! På med ski og snowboard, - og så er du på vej ud i den hvide, smukke verden med skønne skiture på snedækkede bjerge, og til hygge med gamle og nye venner!!!

Skiferien indeholder meget:

  • Undervisning til alle
  • På ski med nye og gamle venner
  • Egne instruktører
  • Børneskiskole
  • Snowboardundervisning
  • Ungdomshold fra 17 år og op
  • Team Hygge-Holdet
  • Billig skileje
  • Liftkort til stort område
  • Familiehygge
  • Lounge med bar - NYT!
  • Sjov kælketur
  • Frokost i terrænet
  • Afslapning
  • Fødselsdage
  • Tre funparks
  • Afterski i baren
  • Tiltrængt tur til svømmehal
  • Ferie for alle
  • Fredagsafslutning i baren

Fra morgenmaden vil vi myldre til pisterne, lære en masse på skiskolen, nyde den flotte udsigt og måske farten, høre skiene skære gennem sneen og få en fed tur ned ad bjerget på snowboardet. Mødes til frokost, med sol på bænkene, varm kakao eller en lille én i de hyggelige hytter på bjerget, hoppe i vandet i svømmehallen, tage kælken under armen og alt det andet, der skal høre til en skøn skiferie med børnene!

Vi har egne dygtige, glade og kompetente (danske) instruktører med både til ski og snowboard, og børnene lærer en masse og vil af sted med forældre om eftermiddagen! Børnene finder vitterligt nye og gamle venner allerede i bussen eller første aften, snakker om alt det de har lært på skiskolen, og render på gangene eller sidder i hjørnerne og spiller – og laver sikkert en hule til film. Og når de har det sjovt, slapper de voksne af. Med egen krostue bibeholdes den velkendte aftenhygge på programmet samt morgenhår og kaos, afterski og larmende børn :-) Vores børn kan løbe rundt og hygge sig om aftenen, som de plejer – og de voksne kan nyde både vin og kaffe!

Westendorf:
Westendorf er en lille hyggelig, typisk østrigsk med café, supermarkeder, souvenirbutik, afterski, barer, diskoteker, tankstation, bank, bager og det traditionelle konditori med bunker af (lækre!) kager.
Westendorf:
Westendorf ligger i Skiwelt Wilde Kaiser. På under 5 min. er du i Østrigs største sammenhængende skiområde Skiwelt Wilder Kaiser Brixental, med 280 km pister, 90 moderniserede lifte, og 77 hyggelige hytter med god frokost, Jägerte og varm kakao.
Området dækker Westendorf, Brixen im Thale, Ellmau, Going, Hopfgarten, Itter, Kelchsau, Scheffau og Söll, så her er rigeligt at boltre sig på med liftkortet SkiWelt. For snowboardere findes halfpipe og 3 funparks. Ganske enkelt et dejligt område med skiløb for alle.
Du kan også, mod ekstra betaling på liftkortkontoret, vælge liftkortet Tirol Snowcard som dækker 70 skiområder, eller All Star Card som dækker 10 områder, og giver forbindelse til Kirchberg/Kitzbühl området. Det gør det totale område til det tredje største i Europa. Flere steder tilbydes gratis WiFi.
Indkvartering og forplejning:
Hotel Bichlingerhof i Westendorf var en så stor succes på sidste tur, at hele hotellet er booket til Familieturen 2018.

Hotel Bichlinghof*** med ny tilbygning og fordobling af værelser:
gør, at alle bor samme sted i år! Vi glæder os til at byde jer velkomne i alt det nye Monika og Michael har bygget. Bl.a. tilbydes der nu stor, lækker lounge med bar, og en masse nye store familieværelser samt badeområde til afrejsen.
5 min. gang fra torvet i Westendorf ligger området Bichling, og vores pension Bichlingerhof er her, midt i Tirol, 700m fra liften, og nærmest med pisten i baghaven og ski-in som ses på fotoet, hvis sneen er til det. Skibussen holder lige udenfor døren, og vi mødes til afterski i baren, når i vender tilbage fra en skøn skidag.
Pensionen byder på solterrasse, gratis wifi, skistald med støvlevarmer, bar og krostue. Alle værelser har eget wc/bad og tv. I kælderen findes velværeområde med infrarød kabine, dampbad, bio-sauna og finsk sauna. Hotellet er kun til os, og børnene kan nemt smutte på værelserne, når de har spist.
Tidspunkt:
8 dage på ski i uge 7. Afgang for bus er fredag d. 9. februar omkring kl. 14:00 med ankomst lørdag morgen, og afrejse lørdag med hjemkomst søndag d. 18. februar 2018.
Skiundervisning:
Undervisning ved klubbens uddannede instruktører på alle niveauer fra begyndere til øvede. Læs mere om de generelle principper for skiskole på klubbens hjemmeside her.
  • Børneskiskole: 15 timer. Børn 6-16 år. Børn opdeles efter erfaring, og det understreges, at børnene skal være motiverede og modne nok til, at kunne deltage fuldt ud i holdundervisningen sammen med andre på samme niveau. Der er således ikke tale om en pasnings-ordning. Niveauopdeles efter antal ugers erfaring og ved selvsyn første morgen. Omrokeringer kan ske undervejs. Søndag-onsdag.
  • Rå-begyndere børn, unge og voksne: 15 timer. Starter undervisning første dag. Lørdag-onsdag
  • NYT Ungdomshold: Et hold for de af turens unge, der kan stå på ski. Alder 17- ca. 22 år alt efter tilmeldinger. 15 timers sjov og ballade og en masse udfordringer med nye og gamle venner fra de sidste mange år. Søndag-onsdag
  • Brushup: Voksne med erfaring tildeles brushup i 3 timer. Yderligere deltagelse i brushup-undervisning kan tilkøbes for kr. 150 pr. 3 timer. Købes på stedet. Begrænset plads. Søndag-onsdag.
  • Voksenhold/"Team Hygge-holdet": Undervisning/repetition for de voksne, som har brug for mere undervisning og gentagelser på et meget roligt plan. 15 timers undervisning for kr. 600. Søndag-onsdag.
  • Snowboardhold: 15 timers hold for børn 6-16 år inkl. med den sejeste instruktør. Søndag-onsdag.
  • Snowboarddag: 5 timer for kr. 100 sidst på ferien. For børn og voksne. Bestilles og betales 1-2 dage før. Lægges torsdag eller fredag..
Inkluderet i prisen:
Transport i bus med Strøby Turist og Bjarne og Henning for 11. år i træk
Liftkort i 7 dage (lørdag-fredag)
Skiskole 15 timer for børn/begyndere og 3 timers brushup til voksne
Ophold med halvpension lørdag aften til lørdag morgen
Infomøde og morgenmad ved ankomst lørdag
After-ski-kage-arrangement med konditorkager og varm kakao.
Afslutningsaften fredag med snacks, øl/vand og musik.
Tilkøb og arrangementer:
Spar køen ved liftkortkontoret. Langt de fleste bestiller 8 dages liftkort på tilmeldingen (lørdag-lørdag). Husk afrejsen ligger lørdag sen eftermiddag.
8 dages liftkort (lørdag-lørdag)
 - Voksen kr. 180
 - Ungdom (1998-2000) 8 dage kr. 140
 - Børn (2001-2010) 8 dage kr. 100

Kælketur med kakaostop og en tiltrængt tur til badeland er nærmest blevet tradition. Afhænger af vejret og stemningen. Tilmelding og betaling sker på hotellet. Måske vi skal holde en fødselsdag eller to.
Deltager antal:
Turen har plads til 90 deltagere, hertil kommer 8 instruktører og 2 turledere. De ca. 45 børn er fra 5-16 år og de unge 17-25 år.
Priser:
Kr. pr. person   Bichlingerhof   
Voksen 7.975
Barn 3-5 år 3.475
Barn 6-10 år 4.925
Barn 11-14 år5.975
Barn 15 år 7.075
Barn 16-18 år7.825
Tillæg for enlig med barn/børn 0-14 år900

Glostrup Kommune har sparet på tilskud til foreninger, og det hidtidige børnetilskud er bortfaldet.
Rabat for kør-selv/fly: kr. 500 per person og er betinget af, at buspladser bliver udsolgt.
Transfer fra/til lufthavnen er nemt og billigt (Saltzburg/München). 1100km i bil fra Glostrup.
Forbehold for prisregulering: Prisen er baseret på, at budget går i nul. Turleder gør alt, hvad der er muligt for at finde og sætte den korrekte pris.
Medlemskab:
Bemærk medlemskab af Glostrup Skiclub er påkrævet – og kontingent skal være betalt. Er du endnu ikke medlem kan det hurtig klares på www.glostrupskiclub.dk. Det koster årligt kun kr. 680,00 for en familie, og kr. 370,00 for enlige med børn. Læs om alle klubbens herligheder og tilbud på hjemmesiden.
Medlemskab af anden skiklub:
I kommentarfeltet på tilmeldingen skrives medlemsnumret samt hvilken skiklub.
Sygeafbestillingsforsikring:
Check med dit forsikringsselskab. Husk at bestille og medbringe det blå sygesikringskort.
Tilmelding:
Efter tilmelding på hjemmesiden får du en e-mail med ID-nummer. Der skal derefter straks overføres depositum kr. 1.000,00 pr. person, til Nordea, reg.nr. 2279 kontonr. 6274613694. Noter kun dit ID-nummer og efternavn i ’besked til modtager’, så vi kan placere din betaling korrekt.
Restbeløb skal være os i hænde senest 1. december 2017, og ved tilmelding derefter, betales det fulde beløb indenfor 7 dage. Overholdes betalingsbetingelserne ikke kan pladsen gives til en på venteliste.
Noter ganske kort eventuelle ønsker og informationer du vil give os i ’kommentar’-feltet.
For information om tilmeldings- og betalingsbetingelser henvises til klubbens standard rejsebetingelser, som kan ses her.
Infomail og spørgsmål:
En mail sendes før afrejse med yderligere oplysninger og informationer.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til turlederen herunder.
Turledere:
Hvis du vil vide mere så kontakt turlederne Christina og Ernst:
Mobil: 51801588
Email: timmol@mail.dk

Vi glæder os til igen at se jer alle - nye som gamle - i Østrig!!
Bedste ski-hilsner fra
Christina og Ernst

”Glostrup Skiclub – Danmarks hyggeligste skiklub for børn og voksne – det er her det snér!"
Husk at være søde med turarrangørerne, - det er frivilligt arbejde!


























Turleder referat er på vej ...