TUR REFERAT
#1 – ”fra de nye” …
Børneturen til Westendorf
Fredag 10. februar - Søndag 19. februar 2012
Det kunne ligne en tilfældig flok, der
var samlet bag Motorola-bygningen i Glostrup en tilfældig fredag i februar –
men det var det ikke! Det var holdet til dette års børnetur med Glostrup
Skiklub. Snakken gik, og alle var i godt humør med høje forventninger til en
fantastisk uge i Westendorf 2012. Og forventninger
blev i den grad indfriet.
Pludselig kom bussen tøffende om hjørnet. Den blev hurtigt pakket,
og snart rullede vi af sted mod syd. Ruten blev den gamle landevej indtil Køge
på grund af et trafikuheld på motorvejen, men vi var på vej, og snart var vi i Gedser
færgehavn. På overfarten blev taxfree-shoppen ”plyndret”, og der blev sørget
for rigeligt af unødvendige forsyning, og så var vi i Tyskland.
Før solen stod op ankom vi til Westendorf, og på trods
af ømme led og radbrækked rygge myldrede flokken ind på hotel Mesnervirt for at opleve det "østrigske
morgen-køkken". Selvom der allerede var blevet sendt 3-4 mails hver med en
vedhæftning på op til 4 siders tætskrevne informationer forud for turen, var
der lige et 30 minutters informationsmøde – selvfølgelig blot med de vigtigste informationer. Her måtte
undertegnede imidlertid klamre sig til et veludviklet note-apparat
for at holde styr på informationsmængden. Vurderingen er dog, at dette blot er
et udtryk for en godt planlagt og alvorligt velorganiseret tur, der lå
forude.
Flokken var selvsagt ivrig efter at komme ud på pisterne. En stor del af os var
dog nødt til at tilbringe godt halvanden time i sportsbutikken, hvor de ca 120 kunder virkede som en total overraskelse for de
ansatte i butikken, der højst var gearet til 3-4 kunder ad gangen. Men pyt, vi
kom jo ud på pisten, og selvom der var minusgrader, var der en fantastisk blå
himmel. Det blev en fantastisk første dag på ski.
Frokost
på toppen med høj blå himmel
Nybegynderholdet begyndte
undervisningen allerede lørdag. De resterende hold tog først for alvor fat
søndag formiddag, hvor det stadig var koldt men ganske dejligt skivejr med god
sne, blå himmel og rigtig godt sigte. Søndag eftermiddag var der desuden
arrangeret fødselsdagsfest på hotellet, og der blev disket op med varm kakao og
et overdådigt kagebord. Der var i øvrigt adskillige fødselsdage i løbet af
ugen, så man var næsten sikker på, at der ved hver andet måltid blev stemt i med
diverse fødselsdagssange. Jeg vil ikke påstå, at det var smukt, men det var
højt – og selvfølgelig super hyggeligt.
Søndag og mandag var der undervisning om formiddagen og fri om
eftermiddagen. Vejret var skiftet fra blå himmel til mere overskyet, lidt
snevejr, men stadig helt fantastisk sne! Tirsdag var der skiskole hele dagen,
hvilket gav deltagerne rigelig mulighed for forbedringer, og de pågældende
forældre kunne komme lidt mere omkring, fordi der ikke skulle hentes børn ved
middagstid.
Onsdag var der fridag fra skiskolen, hvilket betød, at de fleste valgte at sove
lidt længere og nyde, at de rent faktisk var
på ferie. Der var hygge på hotellet om formiddagen, og denne mulighed blev
benyttet af flere, da forholdene på pisterne ikke var optimale. En snestorm
havde nemlig ramt Westendorf, og det betød, at store
dele af lifter og pister var lukket. Luna og jeg oplevede at blive ”fanget” på
toppen, fordi lifterne stoppede, men udfaldet var en tur på bananen efter en
snescooter gennemstormen.
En snescooter blev brugt som
”bus”, fordi lifterne var stoppet i snestormen.
Om eftermiddagen var der planlagt svømmehal, og turen havde rigtig god opbakning. Turen blev imidlertid også påvirket af snevejret. Vejskiltene var nemlig sneet til, hvilket kostede en mindre forsinkelse, men vores super-chauffør sørgede selvfølgelig for at få os sikkert frem. Omklædningsforholdene var lidt anderledes end vi er vant til i Danmark, og selvom adskillige pølse-tyskere valgte at vise deres ædlere dele frem til offentligt skue, så de voksne måtte holde deres børn for øjne (og øre) nåede alle ud til bassinet uden yderligere psykiske mén. Vandet var dejligt varmt, og udenfor rasede snestormen. Man kunne imidlertid svømme ud i et udendørs bad, og så var banen ellers kridtet op til den perfekte snebold kamp. Så vidt jeg ved, kom ingen alvorligt til skade, men der blev sendt snebolde gennem luften som granater i en mellemøstlig krigszone, og der var råb og skrig i luften. Det var skønt!
Torsdag var sidste dag med skiskole, og fra flere instruktører hørte jeg, at
der var sket en tydelig udvikling i løbet af ugen. Selv de mindste var begyndt
at køre på de store pister. Kælketuren blev desværre aflyst på grund af vejret.
Til gengæld var sneen super til en masse skiløb.
Fredag var der så igen ”fri”, og stressniveauet var markant lavere end normalt ved morgenbordet – ja, det var jo ski-FERIE! Ved aftensmaden var der uddeling af diplomer til alle skiskolens deltagere. Der blev taget billeder, og der var bifald til de stolte deltagere (og forældre).
Uddeling
af diplomer til de dygtige børn.
Lørdag var vores sidste dag i Westendorf, og som
altid kunne dagen godt virke lidt til at være i overskud. Vi skulle være ude af
vores værelser kl. 9.00 og på dette tidspunkt lignede receptionen en flyttezone
med tasker og kufferter fra gulv til loft, så det hverken var til at komme frem
eller tilbage. Flere valgte at droppe skiløbet til fordel for shoppingaktiviter i metropolen Westendorf
– et sandt overflødighedshorn af butikker lige fra … ja, en SPAR til en
souvenir-shop. Vi var selv lige ved at droppe skiløbet på grund af klagende
børn, der følte, at de blev tvunget ud i det kolde vejr. Men jeg bliver nødt
til at sige, at det endte med at være den bedste dag på pisterne. Alle var jo
efterhånden blevet habile skiløbere. Der var ikke så mange på pisterne, sneen var
”frisk”, og solen skinnede fra den skyfrie himmel. Det blev en suveræn
afslutning på en super fed skiuge,
hvor flere af de mindste førstegangsløbere fik kørt helt fra toppen af bjerget
og ned til byen. Og selvfølgelig var der indlagt både frokost og kakao-pauser,
hvor der også var tid og mulighed for at benytte liggestolene og nyde den
bagende sol. En fantastisk dag på pisterne.
Den fantastiske sol sendte mange skiløbere direkte i liggestolene.
Frokost på toppen under den
fantastiske blå himmel.
Blå himmel, super god sne og
skyhøjt humør på den sidste dag i sneen.
Afleveringen af skiudstyr forløb heldigvis lidt mindre kaotisk end udleveringen, alligevel var min oplevelse, at de ansatte nærmest virkede lidt forbavsede over, at jeg rent faktisk kom og afleverede mit udstyr, og der var tilsyneladende ingen, der kendte den præcise procedure for aflevering. Det er selvfølgelig også lidt af en udfordring, når jeg både kommer med ski og stave på én gang…
Sidst på eftermiddagen skulle bussen pakkes, og efter en demonstration, hvor vores imponerende chauffører beviste, at de kunne parkere den bus på en p-plads, der var beregnet til en Fiat Punto, hjalp alle til med at pakke bagagen. Det interessante var, at der pludselig også dukkede bagage op, som ellers havde manglet hele uge… der var blandt andet en hel bærepose med slik og godter, som tilsyneladende havde stået bag hoveddøren til hotellet. Nå, men den blev da fundet.
Selve rejsen hjem gik fint, og
da vi kom med en tidligere færge, var vi i Glostrup ca. 3 timer tidligere end
forventet. Der blev krammet og sagt farvel, og jeg synes bestemt, at det var
trist at skulle tage afsked.
Som jeg bemærkede halvvejs gennem turen, var det min første tur med Glostrup
Skiklub. Det var virkeligt positivt at møde alle de rare og behagelige
mennesker, som deltog på turen. Men jeg vil gerne endnu engang takke alle involverede
for deres engagement – og det gælder alle
lige fra chauffører til instruktører, som var med til at gøre turen til
fantastisk oplevelse. Endelig vil jeg takke arrangørerne, Ernst og Christina,
for deres store engagement, og en Børnetur til Westendorf,
der blev både planlagt og gennemført på et yderst professionelt niveau, og
bestemt overgik mine forventninger.
Tusind tak alle sammen!
Ian Wisler-Poulsen
24. feb. 2012