Skitur til Wagrain 2013

Her er nogle få ”flashback’s” fra årets skitur til Wagrain 2013

Da vi sad i flyet på vej hjem sagde Hugo til Per, at jeg havde tilbudt mig at skrive ”referat” fra årets tur – hertil svarede Per, ”jamen han kan da bare kopiere referatet fra sidste år”.

Jeg tænkte lidt over dette og kom til den konklusion, at Per jo på en måde havde ret for ”Der gik heller ikke noget galt i år”, men så synes jeg alligevel, at det ville være for kedeligt – alting var jo ikke som sidste år, men jeg har så valgt ikke at skrive et decideret referat, men mere en beretning over de oplevelser, som vi oplevede på turen.

Indlogering og leje af udstyr

Et af de første højdepunkter man har på disse ture er, at når man kommer til pensionen, så kan man få sit værelse med det samme – altså ikke noget med at skulle klæde om på gangen. Man kan sprede sig ud over sit værelse 5 minutter efter, at man er ankommet til pensionen. Der er ikke mange steder man kan dette før efter kl. 15 (Vi tager morgen flyet lørdag morgen).

Ski-udlejeren står næsten og venter på os, og der er betjening med det samme og til rimelige priser og sandelig taler udlejeren også dansk.

Skiskolen

I år var virkelig anderledes end sidste år. Sidste år var der 2 x Siemen til at holde styr på os, men i år havde Flåden stillet Peter til rådighed.

Vi blev inddelt i 2 hold. Peter tog sig af de øvede, og Siemen tog sig at de lidt mere øvede.

Peter ledede sin del af skiskolen med præcision og fast ledelse. Der var ingen slendrian, og der var ikke tid til pauser overhovedet. Når instruktionen for det næste skiløb var givet lød det på klingende Bornholmsk ”Så tjører vi”. Ikke så snart Peter fik færten af mytteri og folk skulle træde af på naturens vegne, blev der uddelt godbidder ”dumle-karameller” – der blev tygget af og så gjaldede det igen ”Så tjører vi”. Ingen fik changen for at forlade ”skuden”.

Siemen ledede sin del af skiskolen på sædvanlig vis. ”I skal bare gøre ligesom mig”. Det gik over stok og sten – på ét ben og for det meste to – off piste i mellem træer, men der var også tid til individuel ”kritik” hele tiden. Jeg selv var meget skeptisk, og det var meget grænseoverskridende fra at løbe på en præpareret løjpe og skulle til at køre uden fast grund under skiene, men jeg synes at vi alle kom godt igennem det.

Og så var der jo en lille overraskelse, idet Siemen og Peter engagerede Simon til at være føl som skiinstruktør (Simon er 17 år og har gennemgået 1. teknikkursus i efterårsferien). Det skulle så gå ud over Ulla og Morten. Ulla havde en smule kendskab til, hvorledes man tog skiene på – Morten vidste knap nok hvilken støvle var venstre, og hvilken var højre. Ulla fandt sig bedst tilpas ved at løbe selv, men Morten tog udfordringen op. De 2 fik i løbet af 2 dage sat de grundlæggende teknikker på plads. Jeg tror, at hvis der havde været en konkurrence om hvem der faldt/styrtede flest gange på turen, så ville Morten have vundet. Morten løb de sidste dage sammen med Flådens folk under Peters ledelse. Godt gået begge 2 altså Morten og Simon.

Maden

Mange gange siger man ”maden var ikke noget at skrive hjem om”, men det synes jeg alligevel der er. Vi fik pragtfuld mad hver dag. Det starter hver dag med morgenmad på pensionen hos Christl. Som sædvanlig er der smil og godt humør fra Christl, hvis man kommer efter 08:00, og der er varm kaffe – brød og forskelligt pålæg næsten hver dag.

5 aftener havde Dorte og Hugo arrangeret aftensmad forskellige steder i byen – og hver gang med rigelig og god mad.

Vi var nogle, der spiste på hotellet ved siden af pensionen de dage hvor der var ”friaftener”. Det er også rigtig god mad man får der J

Frokosten stod vi selv for. Nogle gange er det jo ikke altid lige let at læse og forstå hvad der står på menukortet. Jeg selv er meget dårlig til tysk og jeg prøver, at hægte mig på en som kan sproget bedre end jeg. Den første dag sætter jeg mig sammen med Vivi. Vivi oversætter menukortet for mig og hun læser en masse tyske retter op for mig på perfekt tysk og prøver herefter at oversætte. Vivi er jo god ved Børge – det kan man jo sagtens se – og hun beslutter sig for at bestille noget frokost til Børge, som kører sammen med Flådens folk, der som sædvanlig ikke kunne overholde spisetiderne. Børge lægger an ved bordet og Vivi fortæller ham glædesstrålende, at hun allerede har bestilt frokost til ham og det er bare så lækkert. Tjeneren kommer herefter med en ret, som jeg tror skulle have været en ret med ost og pølse – det viste sig at Vivi havde bestilt en dessert til Børge – så Børge spiste dessert til frokost – men Børge var slet ikke så ked af det.

Afterski og aftenstemning

Der var selvfølgelig arrangeret afterski og herunder også nogle gange på pensionen indslag med guitarmusik ved Allan.

Det er sjovt og underholdende. En aften, hvor jeg var for træt til mere lå jeg i sengen og klukkede for jeg kunne så tydeligt høre Allan synge om hesteluderen Annegrete og Poul Dissings ”Giv mig en hest mor”.

Picnic og slå katten af tønden

Fredag var der som sædvanlig arrangeret Picnic i ”det hvide” med lækre hjemmelavede sandwich og drikkevarer, men i år var der arrangeret ”tøndeslagning”. Det var Anette, der blev dronning. Vi var klædt mere eller mindre opfindsomt ud - hyggeligt arrangement, men det var bare så koldt for tæerne at stå stille i så lang tid.

TAK

Som Per sagde i flyet på vej hjem – alting kan jo kopieres og det synes jeg også vores tak til dig Hugo skal. HUGO det var et fortrinligt arrangement – og da jeg spurgte Simon om han havde lyst til at tage med til næste år og svaret prompte lød ”ja” – større ros kan du da vist ikke få (en 17 årig gider at tage med på en ikke ungdomstur) og selvfølgelig tak til alle I andre – det har været en fornøjelse at køre, grine, synge, spise, feste osv. med jer –, tak til jer alle og nu til det allerbedste:

”Der var heller intet der gik galt denne gang”

Hilsen Philip (Der Schwächling) og selvfølgelig også hilsen fra Simon og Rie.