Wagrain skitur 2012

”Der er ikke noget der er gået galt – altså endnu”

Hvorfor nu denne indledning? Jo det hænger sammen med, at de 4 ture vi tidligere har været på (4 x børneture) er der hver gang noget der er gået gruelig galt – hvem husker ikke bus-ulykken på motorvejen (tur 1), ingen hotel (tur 2), overnatning på værksted (tur 3) og blomstring af alpevioler i stedet for skiføre (tur 4) så det var med en god portion optimisme vi satte os ind i flyet til Salzburg.

Det første halve døgn

Det startede forrygende. Vi havde medvind og flyet landede 15 min før tid – det var da en god start J

Vi skulle så finde transfer bussen/taxi i lufthavnen. Det var pokkers nemt – da der stod en kvinde med et skilt ”Hugo Larsen” Reisen lige da vi kom ud af ankomsthallen - hun henviste os til at stå lige uden for ankomsthallen og hvem kommer så gående jo det er såmænd Erik som vi har været med på skitur for mange år siden og hans Marianne. Vi fik samlet os og manglede så bare en gæst mere og det var Per. Ind i taxien med hele molevitten og så kørte ”Taximutter”. Hun kørte godt – og hurtigt – på intet tidspunkt på motorvejen veg hun fra overhalingssporet. Vi nød udsigten – altså det vi kunne nå at opfatte grundet hastigheden – det hele var hvidt – og det var jo ikke så ringe endda.

Kom til hotellet og der var så vores velkomstkomite bestående af Hugo. Hugo spurgte om alt var som det skulle være hvorpå jeg svarede ”Der er ikke noget der er gået galt – altså endnu”

Vi fik vores værelser med det samme – luksus - og så var det jo bare med at få lejet udstyr. Hugo tog os med ned til skiudlejningen – og der fik vi en excellent betjening til en meget god pris. Det med prisen var rigtig godt da vi valgte, at betale kontant fremfor med kort noget vi lagde mærke til på hele turen – tag rigelig med kontanter med – de tager ikke kort, hvis de kan undgå det.

Og så var det op på bjerget med det samme. Hugo førte an som en sand pisteviser. Først skulle vi med skibussen – det var nemt og lige til – vi skulle gå ca. 100m til busstoppet – kørte så i bus i 5 min. Og vupti så var vi ved liften. Tog kabinen op til toppen af Grafenberg. Det første vi blev præsenteret for var ”Hans i hullet”. Det er altså det første ”komsammenhus” man møder og ville være et samlingspunkt for gruppen i løbet af ugen. Hugo og Per tog straks derned – skulle jo hilse på de gamle venner – vi andre prøvede at få ski og støvler til at makke ret efter nogle års pause. Skiføret var jo godt med masser af sne, men sigtbarheden var noget lav idet det var overskyet og sneede en smule.

Vi tog ned til ”Hans i hullet” og her stødte Jens og Allan så til selskabet. Hugo havde som turguide selvfølgelig sørget for et bord så vi kunne slappe af. Vejret uden for var nu nået til snestorm, så der var ikke rigtig stemning for at køre mere – men selvfølgelig kørte vi i bund.

Hugo orienterede os om at der var aftensmad på ”Hurbertus” kl. 20:30.

Hubertus ligger nede i byen, der er ca. 5-10 minutters gang fra Pensionen afhængig af føret og alkoholprocenten, og er en hyggelig restaurant med dansk talende vært. De tager helst mod kontanter J

Hugo bød velkommen til alle og fortalte om morgendagens program med hensyn til skiskolen og selvfølgelig alle de øvrige praktiske detaljer.

Vi mærkede stigning fra byen til Pensionen, da vi begav os hjem fra Hubertus – men pyt alt var perfekt – masser af sne og frost. Aftenens sidste sætning var:

”Der er ikke noget der er gået galt – altså endnu”

Skiskolen

De 2 x Siemen der var med på turen stod for skiskolen. Den første dag – søndag var der dog kun 1 af dem med – og det var ligesom for at se niveauet på os skimongoler – niveauforskellen var ”stor”, men jeg er imponeret over den entusiasme som de 2 x Siemen tog mod udfordringerne.

Vi blev mandag delt op i 2 hold – et formiddags og et eftermiddagshold. Holdet om formiddagen var mere fokuseret på offpiste og mere udfordrende skiløb mens eftermiddagsholdet i mere eller mindre grad skulle have repeteret de grundlæggende færdigheder – herunder lære at køre på ”Carvingski”.

Jeg tror jeg kan sige fra alle deltagerne på skiskolen, at det var en oplevelse af de store og det varer lang tid inden den uge vil gå i glemmebogen.

Ingen nævnt og derfor ingen glemt – men en stor tak til de 2 x Siemen og til alle deltagerne for med den indbyrdes forståelse, overbærenhed og tolerance overfor hinanden betød at skiskolen var en kæmpe succes.

Christl

Christl, som var vores værtinde på Pensionen, er et kapitel for sig selv. Magen til livsglad person skal man lede langt efter – dog var minen stram hvis vi kom til morgenmad før klokken 8 – der blev helt sikkert ikke serveret kaffe før klokken 8 præcist.

Man kunne altid komme ud i køkkenet for at få en Obstler, hvis det var lige det man trængte til. En morgen spurgte hun mig om jeg ikke skulle have en. Jeg takkede nej tak – hvorpå jeg resten af ferien blev tituleret ”Der Schwächling” af Christl – i samme åndedrag som hun kaldte mig ”Schwächling” oplyste hun at det synes hun også hendes mand var som for øvrigt arbejde 300km fra Wagrain og kun kom hjem i weekenden. Der var altid smil og latter når hun var i nærheden.

Ripperlaften a la Øl og vingod

Hugo havde arrangeret det således, at vi kunne komme på et kombineret spise og danse sted a la øl og vingod tirsdag aften. Vi skulle selvfølgelig have stegeben J

Det var en stor og positiv oplevelse. Allerede i bussen startede det. Christl var inviteret med. Hun kom ind i bussen da alle vi andre havde sat sig. Hun smilede og hendes latter forplantede sig i bussen. Hun var helt sikkert KLAR – jeg tror at det var Per der ligesom kommenterede hendes påklædning med disse ord som var meget rammende ”Hun har sgu’ fået redningsvest på – og den er allerede pustet op” med adresse til Christls nedringede bluse.

Vi spiste godt ved bord 1 og Allan sagde disse kloge ord ”Det er det mellem benene der er det bedste” J

Det var jo Østrigs tyroler musik, der for hovedparten stod på programmet, og vi sang og dansede så det var en lyst. Det med sang var ikke fordi vi kunne sangene, men som Allan sagde det var jo fuldstændig forudsigeligt hvad teksten var i omkvædet så vi skrålede med så godt vi kunne. Bord 1 sang for øvrigt ofte 3 og 4 stemmet – det lød ikke altid godt men det var sjovt.

Det lå ligesom i kortene, at alle skulle danse med Christl og vi gjorde alle vores bedste – alle fik en dans med hende – også Vici. Jeg tænkte da nu Christl bød Vici op til dans at de nu skulle ”stå overfor hinanden og bevæge sig rundt” – men nej Christl var vant til lidt af hvert så hun dansede da bare i mandedansefatning, og så gik det ellers der ud af i valse takt.

Jeg tror, at vi alle havde moret os i løbet aftenen som sluttede kl. 23:30. Vi blev vel bragt til Pensionen og inden jeg lagde mig til at sove, tænkte jeg:

”Der er ikke noget der er gået galt – altså endnu”

Afterski og guitarmusik

Der var selvfølgelig arrangeret afterski og herunder også indslag med guitarmusik ved Thomas og til tider Allan. Det var sjovt og underholdende. Vi skrålede med på Kim Larsen melodierne – kunne den ene ikke huske det så var der altid en anden der kunne. Allan – også kaldet ”tågehornet” er en fabelagtig fortolker af Poul Dissings ”Giv mig en hest mor”. Poul Dissing ville have fået tårer i øjnene, hvis han havde hørt Allans fortolkning.

De sidste 24 timer

Turen er nu ved at gå på hæld, men selvfølgelig var der arrangeret Picnic i ”det hvide” med sandwich og drikkevarer – vi var klædt mere eller mindre opfindsomt ud - hyggelig arrangement, men det var koldt for tæerne at stå stille i så lang tid – så efter dette tog nogen af os ned til ”Fedthas” (tror jeg nok det blev kaldt) og fik os noget varmt og stærkt at drikke – værten var stinkende beruset, men der var nok i krusene og en behagelig temperatur for tæerne.

Vi kørte alle i smågrupper – alle måske lidt vemodige – men som Jens sagde så skal man altid stoppe før den sidste tur for det er altid på den det går galt – nogle af os tog derfor liften ned J

Der var fælles aftenspisning og det var meget lækkert mad vi fik – en god afslutning på en fabelagtig dejlig uge.

Siemen’erne gennemgik alle der havde været med på skiskolen og Hugo sluttede af med en tak til os alle og en lille tale til ”Chokoladeholdet” blev det også til.

Vi var mange der skulle af sted tidlig lørdag morgen med morgenflyet fra Salzburg – så vi sagde farvel og på gensyn – herefter var det tilbage til Pensionen og pakke de sidste ting.

Vi var hjemme lørdag klokken ca. 13:30 hvor katten ventede på os J

TAK

Vi som ”rejsedeltagere” fik måske ikke sagt ordentlig tak for arrangementet, men det vil jeg gerne råde bod på her – HUGO det var et fortrinligt arrangement – min familie vil huske denne tur som en af de bedste skiferier vi har haft og selvfølgelig tak til alle I andre – det har været en fornøjelse at køre, grine, synge, spise, feste osv. med jer – tak til jer alle og nu til det allerbedste:

”Der var intet der gik galt”

Hilsen Philip (Der Schwächling) og selvfølgelig også hilsen fra Simon og Rie