Børnetur ..
Og for de voksne ..


Hjemmeside

Børnetur til Scheffau Zillertal i uge 8, 2005

Referat

Klik her for at se det oprindelige turoplæg.

Hvor skal vi sove i nat?

Da Glostrup Skiclub´s sæsonprogram blev præcenteret, havde undertegnede allerede hørt meget om den traditionsrige børnetur til Scheffau hos værten Manfred på GasthausLeitenhof. Der blev sagt, at det var en rigtig hyggelig tur, godt nok under lidt primitive forhold, men et godt sted for en stor børneflok og et kanon skiområde for de voksne.
Nu er det sådan, at jeg ikke har børn, men idet turen til Les 2 Alpes ikke kunne gennemføres og de øvrige ture til Saalbach og Hemsedal ikke lige passede ind mit program, besluttede jeg mig for, at tilmelde mig turen til Scheffau. Jeg tænkte, at med min rimelige barnlige natur, ville jeg sikkert falde godt ind.
Så jeg mødte op godt forkølet, men ved godt mod på Glostrup Station den 22 feb. hvor der også stod en flok forventningsfulde forældre med deres børn samt skiinstruktørerne.
Arrangørerne af turen Tua og Morten var også mødt op, så da bussen, som det oven i købet var lykkedes at fremskaffe som sovebus, kørte ind på stationen var der nok ikke mange der anede uråd.

Jeg tror, at hvis man havde været en smule opmærksom på den første del af turen ned igennem Danmark, havde man nok lagt mærke til, at Morten snakkede ufatteligt meget i mobiltelefon og muligvis ville man sikkert havde observeret, at han også så temmelig stresset ud.
Det viste sig hurtigt, at det havde han alt mulig grund til at være.

Det viste sig nemmelig, at vores vært Manfred på svigfuld og kujonagtig vis i sidste øjeblik havde meddelt, at han ikke så sig i stand til, at huse Glostrup Skiclub. Dette på trods af, at turen havde været booket og planlagt i særdeles lang tid.
Efterfølgende må jeg sige, at jeg er dybt imponeret over, at Tua og Morten ikke bare gik i total panik og aflyste turen på stedet.

”Hvor skal vi sove i nat”. Ja, det tror jeg der var mange der spurgte sig selv om i de minutter, hvor Morten fortalte, at der var problemer med overnatningen.

Lige før vi kørte på færgen, kunne Morten heldigvis fortælle, at der var håb forude. Det var lykkedes ved en feberredning, at skaffe plads i Zillertal igennem Nortlander Skitours.

Yes, reddet på målstregen!!

Og Zillertal var jo absolut ikke noget dårligt alternativ til Scheffau, specielt set i lyset af, at en egentlig aflysning ikke havde været helt urealistisk. Jeg tror langt de fleste var dybt taknemmelige for, at turen på mirakuløs måde kunne gennemføres.

Næste morgen efter en rolig tur ned igennem Tyskland (med 80 km/t på grund af, at det var en sovebus) vågnede vi op til et solbeskinnet sneklædt Østrig. Straks efter morgenmaden, var de fleste hurtig ude på ski og skiskolen for børnene startede straks den samme formiddag. De voksne havde imens mulighed for at udforske de mange fine pister i området.

Efter skiskolen mødtes de fleste for indtagelse af frokosten i terrænet. Her kunne jeg konstatere, at det at være skiinstruktør for en flok børn, kræver sin kvinde/mand. Rent ud sagt, så det udefra ret anstrengende ud. Det at styre en flok børn, der endelig har fået et par ski på, forudsætter både gode pædagogiske evner, nerver af stål samt en god fysik til hurtige redningsaktioner, når det er ved at gå galt for de små poder. Så det er jo godt, at Glostrup Skiclub råder over så mange gode og erfarne skiinstruktører. Min opfattelse var, at skiskolen fungerede rigtig godt og at børnene fik en masse ud af det.

Om aftenen skulle vi indlogeres i Zell am Ziller. Dette tog lidt tid, da vi skulle bo en del forskellige steder i byen. Nortlanden havde virkelig været vidt omkring for, at finde plads til os. Det resulterede i hvert fald i en vis spredning, med overnatning lige fra almindelige hoteller til noget der mindede om ferieophold på landbrug. Der var vist nok også tale om nogen der boede i campingvogne. Når dette er sagt tror jeg i virkeligheden, at langt de fleste var tilfredse med deres tildelte overnatning og dem der før havde prøvet turen til Scheffau, var af den mening at standarden på denne tur under alle omstændigheder var højere. Dog var det lidt surt, at vi ikke boede samme sted.

Hver aften mødtes vi til fælles aftensmad i byens sportscenter og dette fungerede fint, bortset fra en kvindelig tjener, der tilsyneladende ikke kunne lide danskere. Dette ødelagde dog ikke helhedsindtrykket, idet vi de fleste steder blev mødt med stor venlighed. Der hvor jeg boede, var værtinden en venlig ældre dame, der havde total styr på alle detaljer. Hotellet var klinisk rent og morgenmaden blev gennemført med militærisk præcision.

Under vores ophold i Østrig viste vejret sig fra sin bedste side med solskin det meste af tiden. Det gjorde også, at den planlagte picnic kunne gennemføres. Her blev traditionen tro serveret grillpølser og brændte brød. Den planlagte tur til svømmehal blev ligeledes gennemført.
I det hele taget må det konstateres, at på trods af de dårlige odds fra starten lykkedes det, at gennemføre turen stort set efter det planlagte program, hvilket må tilskrives den store indsats af Tua og Morten. Herfra skal lyde en stor tak. Flot gået.
Det var vist nok oven i købet Tua´s første tjans som turleder, så det var jo noget af en debut.

Til sidst vil jeg gerne takke for godt selskab på hele turen som blev gennemført i en rigtig god stemning. Også tak til Steen for underholdningen i bussen. Dette bestod i en monster ko-dukke der kunne jodle på ægte Østrigsk maner.


John Madsen
 



Tur til Scheffau 2005

For 7. år i træk gentager vi succeen med en børnetur, og atter i år, for 4. gang i træk, drager vi til Scheffau, som ligger midt i det helt fantastiske skiområde Wilder Kaiser – et af Østrigs største og bedste.

Igen i år skal vi bo hos vores vært, Manfred på GasthausLeitenhof. Stedet er spartansk indrettet, med flersengsværelser og bad/toilet på gangen; sådan lidt lejrskole-agtigt – derfor den helt fantastiske pris. Stedet er til gengæld genialt til en stor børneflok, hvor børnene kan udfolde sig i det store hus, uden at blive tysset på, samt at der er mange muligheder for spil og lege.

Turen er - lige som de foregående år - arrangeret på børnenes præmisser (hvor forældre selvfølgelig er velkomne). Det betyder, at aktiviteterne er tilrettelagt specielt for børnene, men der er selvfølgelig også mulighed for, som de andre år, at forældrene kan få nogle hyggelige aftenstunder, efter at børnene er gået til ro.

I år er det Tua og undertegnet der står for turen, efter at Niels har haft tjansen i nogle år. Vi vil i år gøre vores til at leve op til Niels tidligere succesture.

Turen kommer til at foregå:

Afrejse:
Afgang tirsdag d. 22. februar 2005 kl. ca. 15.00 og hjem søndag. 27. februar 2005 ca. kl. 11.00. (uge 8)

Destination:
Det er et kanon skiområde. Scheffau skiområde ligger midt i Wild Kaiser området, og hænger skimæssigt sammen med Ellmau, Söll, Hopfgarten og Westendorf. Selve Scheffau byder på 23 km pister med en masse børnevenlige blå pister, men også mere krævende løjper i form af røde og sorte. Hele Wild Kaiser området består af 250 km piste og 93 lifte. Højdeforskellen ligger fra 700m til 1900m. Området er en af Østrigs største, beliggende midt i Tirol med kendte naboer som St. Johan og Kitzbühl.

Indkvartering:
Gasthaus Leitenhof ligger ca. 10 minutters kørsel fra liftsystemet. Af samme årsag anbefales turen ikke til helt små børn og babyer med behov for middagslur. Til gengæld er det alle tiders for de lidt større børn, der med garanti ikke keder sig! Værelserne varierer i størrelse – fra helt små med kun 1-2 senge og op til de store familieværelser med plads til de store familier. Værelserne er spartansk indrettet og WC og bad er på gangen.

Forplejning:
På pensionen får vi morgen- og aftensmad. Aftensmaden består af en 3-retters menu. Og der er mad ad libitum – hvilket vist er en ret, der passer ganske godt til folkene fra Glostrup Skiclub, samt at retterne er børnevenlige, så selv de mest kræsne ikke går sultne i seng. Frokost spises i terrænet for egen regning. Vi satser dog på en fælles pick nic i terrænet én af dagene, som vil udgøre det for frokost.

Transport:
Der er afrejse fra Glostrup Station tirsdag d. 22. februar, kl. ca. 15.00 og forventet hjemkomst søndag formiddag. Vi rejser sædvanen tro i en dobbeltdækker sovebus. Bussen har toilet, køkken og video. Der vil blive vist børnevenlige videofilm på turen. Det er også muligt at køre selv til destinationen.

Skiskolen:
Der vil på turen være obligatorisk børneundervisning fordelt på 3 dage med 3 timer hver dag. Børn tilbydes skiskole fra de er 5-6 år til 18 år. Vi vil som sædvanlig have undervisning ved vores egne instruktører (stor fordel, idet at det foregår på dansk). Skiskolens undervisning baseres på niveau-opdelte hold.
Der tilbyde også undervisning til begynder voksne. Ved begyndere forstås folk som ALDRIG har stået på ski før. Man er altså ikke begynder blot fordi man føler sig som begynder. Omfang af begynder skiskole som ovenfor. Husk at udfylde vedr. skiskole på tilmeldingsblanketten. Specielt alder er vigtigt. Du kan læse mere om skiskolen her.

Skileje:
Vi arrangerer leje af ski og støvler dernede til konkurrencedygtige priser.

Priser:
Voksne: 2.650 kr.
Børn 7-16 år: 1.950 kr.
Børn 0-6 år: 1.550 kr.

For Kør-selv-deltagere vil priserne være 1.950 kr. for voksne og 1.500 kr. for børn. Husk at skrive det på tilmeldingen, hvis du/I foretrækker kør-selv-ordningen.

Inkluderet i prisen:
Prisen inkluderer bustransport til og fra Scheffau incl. færge, vejskatter og lign., bustransport til skiområde hver dag, liftkort, undervisning med vores egne instruktører (børn og begynder voksne), halvpension og logi på Gasthaus.
Skulle deltagerantallet blive reduceret væsentligt i forhold til det forventede, kan en prisforhøjelse komme på tale. Der tages forbehold for prisstigninger på ophold og liftkort (kurs), samt transport og færgebilletter.

Deltagerantal:
Turen er maksimeret til 58 personer. Der vil være et antal kør-selv-pladser, som kun adskiller sig fra de øvrige pladser ved at deltagerne selv står for transporten frem og tilbage mellem København og Scheffau (og prisen naturligvis). Hurtig tilmelding tilrådes.

Tilmelding:
Tilmelding sker ved indbetaling af depositum på kr. 500,00 /person til:
Morten Dyrner, Ledøje Bygade 23D, 2765 Smørum. Kontonr.: 1526189 Bank: Amagerbanken (reg.nr. 5190)
Tilmelding kan udelukkende ske ved indbetaling af depositum samt udfyldelse af tilmeldings-blanketten på hjemmesiden eller i klubbladet. Husk det nu, det er ærgerligt at tro, at man har tilmeldt sig, men undladt at betale depositum, og dermed komme bagerst i køen!

Sidste frist for tilmelding er d. 1. november 2004.
Restbeløb indbetales senest d. 5. januar 2005.
Medlemmer indmeldt i Glostrup Skiclub før 1. maj 2004 kan forlods tilmelde sig turene inden d. 15. september 2004. Medlemmer indmeldt efter 1. maj 2004 vil derfor først komme i betragtning efter denne dato.

Afbestilling eller aflysning:
Ved afbestilling før 5. januar 2005, er depositum tabt, såfremt reservedeltager ikke findes. Ved afbestilling efter 5. januar 2005 refunderes det beløb, der eventuelt refunderes fra gasthauset, liftkort etc. Findes reservedeltager, refunderes det fulde beløb minus 250,00 kr. Eventuel tilbagebetaling finder sted efter turens afvikling. Glostrup Skiclub forbeholder sig retten til at aflyse turen pga. manglende tilmelding, ingen sne etc.

Overtegning:
Såfremt turen overtegnes, noteres de resterende interesserede på venteliste. Depositum refunderes umiddelbart. Selve turens budget er baseret på, at turen økonomisk skal hvile i sig selv. Et mindre overskud tilfalder ubeskåret det alpine arbejde i Glostrup Skiclub.

Børneturen har de sidste år udviklet sig til at være et fantastisk samlingspunkt for børn og unge, hvor de møder nye venner og udvikler deres færdigheder på ski i rekordfart. Snyd ikke dine børn eller dig selv for denne oplevelse. Hvis du har spørgsmål vedrørende turen, er du velkommen til at ringe/skrive til Tua Caspersen (38712833 mail: tua@get2net.dk) eller Morten Dyrner (44646043 mail: morten@dyrner.dk).

På sne-gensyn

Tua & Morten
  

Videre til online tilmelding ...

Gammeldavs tilmeldingsblanket i PDF