Børnetur ..
Og for de voksne ..


Hjemmeside

Referat fra Scheffau tur, uge 7 2004

Klik her for at se det oprindelige turoplæg.

Børneturen gik for tredje år i træk til Scheffau i Østrig. 59 deltagere, heraf 30 børn og unge i alderen 5 til 16. Vi kunne godt have været en del flere, hvis der ellers havde været plads på Gasthaus Leitenhof, for der var næsten 20 på ventelisten.

Optakten til turen var desværre ikke helt problemfri.

Turen var oprindeligt planlagt til uge 7, men på grund af problemer med reservationen på Gasthaus Leitenhof var vi nødt til at rykke turen to dage, så den lå hen over uge 7 og 8. Det gav lidt forviklinger for dem som havde skoleferie i uge 7, men det lykkedes heldigvis for alle at tage fri de sidste par dage.

Værre var det, at en dansk bus kørte galt nede i Tyskland nogle få uger før vi skulle af sted. To af passagererne mistede livet, og det satte som bekendt gang i en voldsom debat i aviserne om sikkerheden omkring busrejser. Ikke mindst sikkerheden i liggebusser blev der sat spørgsmålstegn ved. Debatten påvirkede også vores tur, og medførte bl.a., at alle fik mulighed for at vælge, om de ville sidde eller ligge ned om natten. De fleste valgte nu at ligge ned, da det kom til stykket. Debatten betød også, at chaufførerne overholdt fartgrænsen på 80 km. i timen hele vejen ned gennem Tyskland. Tyskland virker pludselig meget større på den måde….

Der var afgang fra Glostrup Station tirsdag den 12. februar, kl. 15. Udturen forløb ikke planmæssigt, for nu at sige det mildt. Vi fik nemlig en ordentlig forskrækkelse om natten, fordi bussen kørte ud i autoværnet og ramte et skilt med forruden. En lastbil havde foretaget en hasarderet overhaling, og trak for hurtigt ind foran vores bus, så vores bus blev tvunget ud i autoværnet. Shit! Det var lige netop det, der bare ikke skulle ske! Takket være en snarrådig chauffør var det kun bussen, der kom til skade, men det kostede til gengæld et par timers ophold på motorvejen, før bussen var køreklar igen. Så vi var først i Scheffau næste morgen kl. 9.30.

Sne var der masser af, også nede i Scheffau by, så vejen op til Leitenhof var spejlglat. Men det lykkedes da at få bagagen op til huset takket være Manfreds minibusser. Så var det bare med at få overstået omklædning, morgenmad og skiudlejning, så vi kunne komme ud på ski.

Skiskolen startede op ved Brandstadl, hvor ungerne og de voksne nybegyndere blev delt op i 5 hold, som de fem instruktører Fritz, Morten, Steen, Torben og Lisa tog sig kærligt af de næste dage. Skiskolen var som altid en stor succes. En varm tak til instruktørerne!

På børneturen er det børnene, som er i centrum og hovedpersoner. De har det herligt og får lært at stå på ski i trygge rammer sammen med kammerater fra klubben. Kammeratskabet viste sig også under middagene om aftenen, hvor de fleste af ungerne foretrak at spise sammen ved et særligt børnebord. De skulle i hvert fald ikke spise sammen med de voksne.

Skiskolen er fin reklame for Glostrup Skiklub, når ungerne kører rundt i terrænet med deres selvlysende, orange overtræksveste med ”Glostrup Skiklub” på ryggen. Som noget nyt blev ungerne filmet på skiskolen, så vi søndag aften kunne se, hvor langt de var kommet. Skiinstruktørerne kommenterede hver enkelt ”elev”, og det var imponerende at se, hvor gode Sarah, Simon, Zira, Olli, Tatjana, Markus, Martin, Peter, Sine, Karoline, Kristian, Jens, Anna, Sarah, Rikke, Rune, Eva Marie, Malte, Caroline, Otto, Maj, Kalle, Stefan, Christian, Casper, Nicklas, Katrine og Cecilie var blevet. Godt gået, unger!

Vejret var lidt blandet i år. En del skyer de første par dage og sol den sidste dag. Til gengæld var der masser af sne og den var bare perfekt! Hele området var tilgængeligt – også dal-pisterne, så der var virkelig noget at vælge mellem. Det betød også, at vi kunne stå på ski fra byens torv og ned til hovedliften, og det var en stor fordel fordi vi så slap for at vente på skibussen. Wilde Kaiser-området er meget stort og varieret og med udfordringer i alle kategorier. Og hyggeligt er det også med de små listige steder, som giver mulighed for at tanke op med glühwein og jägertee (og sodavand til de mindre).

Om søndagen havde grillparty oppe i terrænet, hvor vi mødtes ved Brandstadl ved frokosttid. Der var pølser, øl og sodavand til alle. Søndag eftermiddag efter ski kørte mange over til den lækre svømmehal i Ellmau, hvor de ømme skimuskler kunne plejes i et varmt boblebad og i pool’en. De seje prøvede også den udendørs pool, som var forbundet med pool’en indenfor.

Gasthaus Leitenhof kendte vi jo i forvejen fra de to foregående år. Det er et stort sted, noget nedslidt og spartansk indrettet og det kan godt være temmelig hektisk med alle de gæster. Men stedet giver samtidig mulighed for at komme med en stor gruppe som Glostrup Skiklubs. Og heldigvis var der ingen larm fra andre gæster i år, så Manfred holdt, hvad han havde lovet på det punkt. Indkvarteringen gav derfor ikke anledning til nævneværdige problemer.

Leje af ski og støvler fungerede også fint i år. Og det var billigt. Kun 35 euro (ca. 260 kr.) for 4 dages leje af ski og støvler må siges at være billigt. Det fås vist ikke billigere ret mange andre steder.

På plus-siden var også, at vi slap for tilskadekomne i år. Der var selvfølgelig knubs og blå mærker, men heldigvis ingen alvorlige uheld.

Mandag eftermiddag kl. 19 var der afrejse fra Leitenhof. Der var god tid til at aflevere ski og støvler og få et bad og aftensmad på Leitenhof, inden vi skulle af sted. Beklageligvis måtte vi vente 1 time på en rasteplads ved München, fordi der skulle friske chauffører til at køre bussen hjem. Det betød at hjemturen, som i forvejen var forsinket en times tid på grund af et værkstedsbesøg i Østrig, blev yderligere forsinket. Til gengæld satte vi ny klubrekord i ”natskift” på turen hjem. Det tog kun 42 minutter at lave bussen om til liggebus og få alle på plads, så bussen kunne køre videre – den rekord bliver svær at slå!

Til slut vil jeg gerne sige tak til alle for en rigtig god stemning og godt humør.

Niels



Børnetur 2004 til Scheffau i Uge 7


For 6. år i træk gentager vi succeen med en børnetur, og atter i år drager vi til det helt fanta-stiske skiområde Wilder Kaiser – et af Østrigs største og bedste. Igen i år skal vi bo i den centralt beliggende by – Scheffau i Tirol.
Vi har besluttet os for, at vi igen skal bo på Gasthaus Leitenhof, hvor værten Manfred har lovet, at der ved indkvarteringen vil blive taget hensyn til, at vi har mange børn med. Sidste års problemer med støj fra ungdomsgrupper skulle derfor nok kunne undgås.

Turen er - lige som de foregående år - arrangeret på børnenes præmisser. Det betyder, at aktiviteterne er tilrettelagt specielt for børnene, men der er selvfølgelig også mulighed for, at forældrene kan få nogle hyggelige aftenstunder, efter at børnene er blevet sendt i seng.

Turen kommer til at foregå:

Afrejse:
Afgang torsdag d. 12. februar 2004 kl. 15.00 og hjem tirsdag. 17. februar 2004 ca. kl. 10.00. (uge 7/8)

Destination:
Det er et kanon skiområde. Scheffau skiområde ligger midt i Wild Kaiser området, og hænger skimæssigt sammen med Ellmau, Söll, Hopfgarten og Westendorf. Selve Scheffau byder på 23 km pister med en masse børnevenlige blå pister, men også mere krævende løjper i form af røde og sorte. Hele Wild Kaiser området består af 250 km piste og 93 lifte. Højdeforskellen ligger fra 700m til 1900m. Området er en af Østrigs største, beliggende midt i Tirol med kendte naboer som St. Johan og Kitzbühl.

Indkvartering:
Leitenhof er et stort sted og der er tryk på – ikke mindst i uge 7, hvor vi kommer. Og det lig-ger ca. 10 minutters kørsel fra liftsystemet. Det kan derfor være lidt problematisk at have babyer og helt små børn med. Til gengæld er det alle tiders for de lidt større børn, der med garanti ikke keder sig! Værelserne varierer i størrelse – fra helt små med kun 1-2 senge og op til de store familieværelser med plads til de store familier. Værelserne er spartansk indret-tet og WC og bad er på gangen.

Forplejning:
På pensionen får vi morgen- og aftensmad. Aftensmaden består af en 3-retters menu. Og der er mad ad libitum – hvilket vist er en ret, der passer ganske godt til folkene fra Glostrup Skiclub. Prisen er incl. halvpension (morgen/aftensmad). Frokost spises i terrænet for egen regning. Vi satser dog på et fælles grill-arrangement én af dagene.

Transport:
Der er afrejse fra Glostrup eller omegn (mere info senere) tirsdag d. 10. februar, kl. 15.00 og forventet hjemkomst søndag formiddag. Vi rejser sædvanen tro i en dobbeltdækker sovebus. Bussen har toilet, køkken og video. Der vil blive vist børnevenlige videofilm på turen.

Skiskolen:
Der vil være undervisning for alle børn (fra 5-6 år og opefter) og voksne nybegyndere ons-dag, torsdag og fredag. Vi vil som sædvanlig have undervisning ved vores egne instruktører (de kan vist nok dansk).

Skileje:
Vi arrangerer leje af ski og støvler dernede til konkurrencedygtige priser.

Priser:
Voksne: 2.500 kr.
Børn 7-16 år: 1.850 kr.
Børn 0-6 år: 1.450 kr.

For Kør-selv-deltagere vil priserne være 1.850 kr. for voksne og 1.350 kr. for børn. Husk at skrive det på tilmeldingen, hvis du/I foretrækker kør-selv-ordningen.

Inkluderet i prisen:
Prisen inkluderer bustransport til og fra Scheffau incl. færge, vejskatter og lign., bustransport til skiområde hver dag, liftkort, undervisning med vores egne instruktører (børn og begynder voksne), halvpension og logi på Gasthaus.
Skulle deltagerantallet blive reduceret væsentligt i forhold til det forventede, kan en prisforhø-jelse komme på tale. Der tages forbehold for prisstigninger på ophold og liftkort (kurs), samt transport og færgebilletter.

Deltagerantal:
Turen er maksimeret til 60 personer. Der vil være et antal kør-selv-pladser, som kun adskiller sig fra de øvrige pladser ved at deltagerne selv står for transporten frem og tilbage mellem København og Scheffau (og prisen naturligvis). Hurtig tilmelding tilrådes.

Tilmelding:
Tilmelding sker ved indbetaling af depositum på kr. 500,00 /person til:
Niels Frode-Jensen, Skovvej 50, 2920 Charlottenlund. Kontonr.: 5993520 Bank: BG Bank (reg.nr. 1199)
Tilmelding kan udelukkende ske ved indbetaling af depositum samt udfyldelse af tilmeldings-blanketten her på hjememsiden eller i klubbladet.

Sidste frist for tilmelding er d. 1. november 2003.
Restbeløb indbetales senest d. 5. januar 2004.
Medlemmer tilmeldt i sæsonen 2002/2003 vil kunne tilmelde sig turen forlods inden 10. okto-ber 2003. Medlemmer indmeldt efter 1 april 2003 vil først komme i betragtning efter denne dato.

Afbestilling eller aflysning:
Ved afbestilling før 5. januar 2005, er depositum tabt, såfremt reservedeltager ikke findes. Ved afbestilling efter 5. januar 2004 refunderes det beløb, der eventuelt refunderes for lejlig-heder, liftkort etc. Findes reservedeltager, refunderes det fulde beløb minus 250,00 kr. Even-tuel tilbagebetaling finder sted efter turens afvikling. Glostrup Skiclub forbeholder sig retten til at aflyse turen pga. manglende tilmelding, ingen sne etc.

Overtegning:
Såfremt turen overtegnes, noteres de resterende interesserede på venteliste. Depositum refunderes umiddelbart. Selve turens budget er baseret på, at turen økonomisk skal hvile i sig selv. Et mindre overskud tilfalder ubeskåret det alpine arbejde i Glostrup Skiclub.

Børneturen har de sidste år udviklet sig til at være et fantastisk samlingspunkt for børn og unge, hvor de møder nye venner og udvikler deres færdigheder på ski i re-kordfart. Snyd ikke dine børn eller dig selv for denne oplevelse. Hvis du har spørgsmål vedrørende turen, er du velkommen til at ringe til mig på tlf. 39635959 eller sende en mail på frode@get2net.dk.

Hilsen Niels Frode-Jensen



Videre til tilmelding ...