Glostrup Parkstafet

Så lykkedes det endelig!

Altså for Glostrups Skiclub at stille hold til Glostrup Parkstafet. Stafetløbet løbes i og omkring Solvangsparken og er på 4 x 4 km, så rimeligt overkommeligt.

Løbet har efterhånden været afholdt en del år, så hvorfor clubben aldrig har formået at stille hold til dette – og må vi nok sige – meget lokale løb ……. det må guderne vide.

Men i år lykkedes det så. Endda hele 5 hold fra Glostrup Skiclub var på banen: 2 herrehold, 1 mixhold, 1 damehold og 1 børnehold. Alle hold klarede sig flot på den samlede resultatliste. Godt løbet alle sammen, drenge og piger, store og små.

Det var i øvrigt en rigtig dejlig aften. Vores nye flotte pavillon stod og tog sig godt ud, clubbens fine banner var hængt op til alles beskuelse. Og det blev der virkelig lagt mærke til og kommenteret af flere forbipasserende. Mon vi de næste par dage får nye medlemmer i clubben?

Vejret viste sig i øvrigt fra sin gode side, så vi behøvede ikke søge ly i pavillonen. Tæpperne blev bredt ud på græsset, nogle havde stole med. Grillen blev tændt, øllerne blev knappet op, madposerne fordelt og så hyggede vi os alle sammen. Vi snakkede om, at det mindede lidt om 5x5 stafet i Fælledparken, som det var i gamle dage, inden det blev så kæmpestort og alt for kommercielt.

Tak for en rigtig hyggelig aften alle sammen.

Kort og godt fra en p.t. ikke-løber
Kirsten




Tilbage..